Alene i vildmarken
Alene i Vildmarken – en rejse for min far, mine børn og mig selv
Da jeg sagde ja til at deltage i DR’s Alene i Vildmarken, var det ikke kun, fordi jeg havde lyst til at prøve kræfter med vildmarken. Der var flere grunde.
Jeg var lige fyldt 50 år, min far var netop gået bort, og efter et helt liv med jagt, fiskeri og vildmarksliv følte jeg, at tiden var kommet til at stoppe op og teste mig selv. Jeg havde brugt mere end 30 år af mit liv i naturen og været på jagt- og vildmarkseventyr i blandt andet Alaska, Canada, New Zealand, Tanzania og Kasakhstan. Nu ville jeg finde ud af, hvad jeg egentlig kunne, når jeg stod helt alene derude.
Men jeg havde også et ønske om at inspirere mine børn. Jeg ville vise dem, at man skal turde kaste sig ud i ting, der føles store og måske lidt skræmmende. At man skal følge sin nysgerrighed, udfordre sig selv og ikke være bange for at gå sine egne veje.
Og så var der min far.
Det var ham, der introducerede mig til naturen, jagten og fiskeriet. Derfor blev turen også en måde at ære ham på.
En dag under opholdet gik jeg op på et bjerg. Jeg lavede et bål og satte mig alene med mine tanker. Deroppe, midt i den finske vildmark, gjorde jeg noget, jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg kiggede mod himlen og råbte:
"Jeg elsker dig."
Det var min måde at sige farvel på. Og samtidig min måde at sige tak på.
De 49 dage i vildmarken gav mig langt mere, end jeg havde turdet håbe på. Jeg fik naturligvis testet mine evner til at klare mig i naturen. Jeg fik brugt den erfaring, jeg havde samlet gennem et helt liv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne holde ud, når kroppen blev træt, og maden blev knap.
Men den største erkendelse var måske, at jeg kunne være derude og stadig have det godt.
Jeg kunne bevare mit gode humør.
Jeg kunne glæde mig over en fisk, et måltid, et bål eller bare en smuk morgen. Jeg kunne være alene med mine egne tanker og faktisk nyde det. Det gav mig et dybt indblik i mig selv og mine egne evner – både fysisk, mentalt og menneskeligt.
Efter 49 dage blev jeg sammen med Ulrik Ørskov kåret som vinder af Alene i Vildmarken. Optagelserne blev afsluttet før tid på grund af de vanskelige vinterforhold, og vi stod derfor begge tilbage som vindere.
Men det øjeblik, der står stærkest tilbage, er ikke nødvendigvis selve sejren.
Det er at se mine børn komme op til mig.
Efter så mange dage alene stod de pludselig der. At se deres ansigter og kunne omfavne dem efter det, jeg havde været igennem, var et øjeblik, der stadig bevæger mig, når jeg tænker tilbage på det.
Jeg tog afsted for at teste mig selv, for at inspirere mine børn og for at ære min far.
Jeg fik alt det, jeg havde drømt om – og meget mere.
Jeg kom hjem med en større tro på mine egne evner, en endnu dybere respekt for naturen og en oplevelse, som jeg kommer til at bære med mig resten af livet.
Og så fik jeg et fantastisk indblik i menneskene bag Alene i Vildmarken. Det var en stor og positiv oplevelse at møde hele produktionen. Bag kameraerne stod et utrolig sympatisk hold af dygtige og engagerede mennesker, som gjorde oplevelsen endnu bedre.
Hvis nogen overvejer at melde sig til Alene i Vildmarken, har jeg kun ét råd:
Gør det.
Men inden du tager afsted, så køb min bog Mr. B-wild!
Her deler jeg erfaringer fra et helt liv i vildmarken – og ikke mindst en masse konkrete fif om udstyr, som du med fordel kan have med dig, hvis du ikke har lyst til at fryse derude.
